torsdag den 9. januar 2014

Ro, Rytme og Renlighed

Skrevet af Carsten Feilberg

Som udviklingsteam kan vi ofte komme til at referere til det system vi arbejder på som "vores lille baby" og bruge fraser der mest er kendte fra småbørnsfamilier ("skal holde i hånden", "små spæde skridt").

Et gammelkendt princip prædiket mest prominent af Sigrid Riise til nybagte børnefamilier er Ro, Rytme og Renlighed. Og i softwareudvikling og test af samme kan vi også finde anvendelse for disse tre grundpiller, der i årtier har domineret dansk spædbarnsopfostring.

Ro er vigtig, for uden ro er der ingen koncentration og intet overblik. Alting bliver derimod bare hektisk - alting vælder op i en: indkøb man skal huske, møder man skal nå (hvad er klokken egentlig), og jeg skal også lige have ordnet dether, og .. og .. og..

Med ro som udgangspunkt kan der skabes et rum til den aktuelle opgave, i stedet for panik, angst og usikkerhed, drevet af ydre omstændigheder ingen alligevel kan være herre over. Ro er selve det grundelement som skaber os en kreativ oase - ikke dårligt at huske på, i et kreativt fag som vores. Og alt hvad det egentlig kræver er, at vi sætter tid af til at sætte os med opgaven og kun koncentrere os om den. De øvrige ting skal nok melde sig på banen igen, hvis de er vigtige nok.

Rytme, eller regelmæssighed, er ikke altid opfattet som et gode. I en verden hvor der ofte stilles forventning til en om at være tilpasselig, dynamisk og fleksibel - hvorfor så have en rytme? Fordi regelmæssighed er med til at skabe forudsigelighed, og det har vi mennesker også behov for, ind imellem alt det fleksible. Selvfølgelig kan vi alle leve med, at et status-møde flyttes f.eks. en time. Men sker det hver dag, så møder aldrig bliver holdt på det tidspunkt de planlægges til, er den manglende rytme med til at skabe usikkerhed, spildtid og frustration (a la, "jeg kan ikke længere helt planlægge, hvornår jeg kan arbejde på de opgaver jeg har").

Rytme er med til at give forudsigelighed og plads til de ting vi skal.

Renlighed er måske en outsider, når man lige kigger første gang. Enhver der har haft en baby i hænderne er ikke i tvivl om relevansen af renlighed i dén sammenhæng, men i udvikling og test af software?

For mig at se er der en sandhed, som de fleste overser i vittigheden: "hvis et rodet skrivebord tyder på et rodehoved, hvad så med et tomt skrivebord?"
Ja, det er da sjovt, for ingen har jo lyst til at blive kaldt for tomhovedet. Men hold lige billedet af et tomt skrivebord op overfor de to ord vi lige har været igennem: ro og rytme?

Tomhed er ikke forstyrrende, som dynger af papir (som egentlig bare fylder op), brugte kaffekopper, cola-flasker, blyanter og kuglepenne, krummer og hvad jeg ellers i tidens løb har set på både mit eget og andres borde. Det bliver beskidt, støvet og skaber et uroligt billede.

Renlighed er den dyd, der gør at man kan bevare overblikket. Det gør at man kommer af med papirer, hvis relevans forlængst er væk: udprintningen af den C#-metode, der ikke virkede og som nu er skrevet om. Væk med den! Brugte kaffekopper og tømte cola-flasker. Væk! Mødeindkaldelsen fra mødet i sidste uge - som vi kun printede for at kunne huske hvor mødet blev afholdt, da agendaen jo alligevel ikke stod på den. Væk!
Systembeskrivelsen i sit enorme, uhandy ringbind, som blev udskrevet sidste år: Væk! (hvert fald: i det mindste over på hylden)!

Hvorfor skulle det ikke være lidt behageligt, lidt roligt, lidt lækkert at sætte sig foran sin arbejdsstation? Det er i orden at have papirer og ting omkring sig, imens man arbejder - men der skal ryddes op når opgaven er færdig. Ellers bliver ingenting jo aldrig rigtig færdigt.

Den sjoveste historie, som jeg har hørt om dette, handler om en kontor-medarbejder i militæret, der altid havde ryddet sit skrivebord når han gik hjem. Efter nogen tid blev det opdaget, at de ting han ikke nåede at blive færdig med, lagde han i en kuvert til intern post - adresseret til ham selv! Så kunne han næste morgen "starte på en frisk" ved at tømme sin indbakke.
En finurlig og morsom historie, men mest sjov fordi den indeholder et gran af genialitet: vi véd det er næsten snyd, og alligevel vil dette virke (omend intern post i en e-mail-verden, og dog .. men hvordan må du selv finde ud af). Humlen er, at han hver morgen kunne ankomme til et helt rent bord, hvor alting var klar til dagens dont.

Selveste Jamie Oliver har anført dette forhold omkring renlighed. I hans glimrende, omend selvtillidsnedbrydende, serie om "mad på 30 minutter" (hver episode varer lige omkring 23 minutter, just for show-off), starter han de fleste med ordene: "First, clean up your kitchen so you are ready to cook - then ...". Uden at være alt for udleverende kan jeg erkende at dét alene ofte vil tage 30 minutter. Især hvis man har børn i huset - børn af alle slags skaber rod - så vi må tage oprydning alvorligt, hvis vi gerne vil producere noget godt (indsæt selv: software/mad/...). Det hører simpelthen med.

Der er altså noget om det: renlighed er med til at skabe fundamentet for ro - og sørger vi dermed blot for lidt rytme eller regelmæssighed, kan vi lave vidunderlige ting sammen - med alle vores små "børn".
Prøv at tænke over hvor meget ro, rytme og renlighed der er i din hverdag...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar